Hvad er artritis?

Ordet “artritis” stammer fra græsk arthron (led) og itis (inflammation) og henviser til en inflammatorisk forandring i leddene. Der findes mange artritissygdomme, som f.eks. reumatoid artritis (leddegigt), juvenil idiopatisk artritis og psoriasis artritis. De adskiller sig fra hinanden, afhængigt af hvilke led der er påvirkede, antallet af ramte led, alder ved sygdomsdebut samt eventuelt yderligere påvirkede organer.

Hvad sker der i kroppen/leddene?
Inde i et led holdes to knogler normalt sammen i en væskefyldt kapsel. Knoglerne er her dækket af brusk, et lag celler der former en fast gelé-lignende overflade, der gør det muligt for knoglerne i leddene at glide mod hinanden på smidig vis. Brusken har ingen blodkar og er derfor afhængig af næring fra ydersiden. Det inderste lag i kapslen består af ledhinden, et tyndt lag af celler, der producerer ledvæsken. Både brusken og ledvæsken eksisterer for at undgå, at knogleenderne gnider mod hinanden og for at muliggøre smertefri bevægelse.

I et inflammeret led har T-lymfocytter frigjort kemiske substanser, der aktiverer en række reaktioner inde i leddene. Ledhinden begynder at overproducere ny væske, der forårsager hævelse af leddet og kan give et underskud af næringsstoffer til brusken. Brusken bliver tyndere med tiden og nedbrydning kan forekomme på de steder, hvor leddene kan komme til at røre ved knoglen. Alt dette fører til en smertefuld og til tider også invaliderende tilstand, der er typisk for artritis.

Årsager til artritis
Der findes ikke en særskilt faktor, der forårsager at artritis opstår. Visse undergrupper er kendetegnet ved infektioner eller en degenerativ proces, der er en reduktion af ledfunktionen via slid, aldring, forkert brug eller ikke-brug af leddene. Andre former for artritis, som f.eks. reumatoid artritis, juvenil idiopatisk artritis og psoriasis artritis er kroniske autoimmune sygdomme. Dette indebærer, at immunforsvaret kommer i ubalance. Sædvanligvis genkender immunforsvaret de fremmede infiltratorer, som f.eks. virus, bakterier eller svampe, og eliminerer disse fremmedlegemer, mens kroppens egne celler forbliver uberørte. Ved artritis medfører et overstimuleret immunforsvar, at kroppen angriber sine egne celler, og defensive hvide blodlegemer, som kaldes T-lymfocytter eller T-celler, vandrer da ind i leddene og forårsager en frigørelse af substanser, der efterfølgende initierer inflammationen.

Patienten lider af en smertefuld ledhævelse, som kan resultere i reducerede bevægelsesmuligheder. Da disse inflammatoriske reumatiske sygdomme er systemiske tilstande, rammer de ikke kun leddene, de kan også påvirke andre dele af kroppen, som f.eks. hjerte, lunger, lever, øjne og hud.

Vi forstår stadig ikke fuldt ud, hvad det er, der forårsager overstimuleringen af immunforsvaret. Mennesker i alle aldre kan udvikle artritis, og med stor sandsynlighed kan genetiske anlæg stimulere opståen af sygdomme som reumatoid artritis, juvenil idiopatisk artritis, psoriasis og psoriasis artritis. Desuden menes hormoner, stress, og/eller miljøforhold som f.eks. infektioner og rygning at have en indvirkning på forandringer i immunforsvaret.

Behandling af artritis
Generelt kan en sund livsstil (sund kost, ingen rygning, kontrolleret kropsvægt) og regelmæssig og moderat træning hjælpe til med at reducere ubehag, forårsaget af artritis. Afhængigt af, hvor alvorlig artritisen er, findes der flere muligheder for at behandle ledinflammation med lægemidler. Medicinen kan omfatte såkaldte ikke-steroide antireumatiske lægemidler (NSAID’er) som f.eks. ibuprofen eller diclofenac for at give en hurtig lindring af smerten, og kortison til hurtig reduktion af inflammationen.

De sygdomsmodificerende lægemidler (DMARD’er) som f.eks. methotrexat og sulfasalazin har en langsommere virkning, men kan til gengæld forhindre forværring af sygdommen. Inden for gruppen af DMARD’er er methotrexat det lægemiddel, der udskrives mest på grund af, at det kan anvendes med god effekt i længere tid og med god tolerans. Hvis patienten ikke responderer tilstrækkeligt på DMARD’er, kan der i stedet gives biologiske lægemidler, som da ofte anvendes i kombination med methotrexat.

Hvis lednedbrydningen har udviklet sig hurtigt trods behandling, kan det være nødvendigt med kirurgi og eventuelt en ledtransplantation.

Ud over disse fysiske behandlingsmetoder kan social omsorg, sygegymnastik samt udveksling af erfaringer i selvhjælpsgrupper hjælpe patienterne med at få lettere ved at håndtere deres sygdom.

Kilde: Medac Tyskland (www.metoject.com)