Hjernetumorer

Hvad er gliomer?
Gliomer er en fællesbetegnelse for forskellige hjernetumorer i centralnervesystemet og henviser til både godartede og ondartede svulster i hjernen.

Gliomer udvikles som følge af unormal og ukontrollabel celledeling, hyppigst fra det væv, der støtter og ernærer nerverne, gliacellerne (ordet stammer fra græsk og betyder “lim”). De opstår som regel i hjernen, men kan også forekomme i rygmarvsområdet og kranialnerverne.

Fællesbetegnelsen, gliom, omfatter de følgende typer af hjernetumorer, bl.a.: glioblastoma, astrocytoma, oligodendroglioma, oligodendrocytoma, oligoastrocytoma.

De kliniske symptomer kan variere i udstrakt grad og afhænger af hjernetumorens placering, størrelse og type. Dels omfatter de uspecifikke tegn, som f.eks. hovedpine, svimmelhed, kvalme og opkastninger. Dels kan der optræde specifikke symptomer som f.eks. paralyse, forstyrrelse af følesansen, tale- eller synsproblemer, epileptiske anfald og personlighedsændringer. I meget sjældne tilfælde danner gliomerne sekundære tumorer i andre organer, såkaldte metastaser. Med andre ord forbliver disse tumorer som regel begrænsede til deres placering eller oprindelse.

Både voksne og børn kan blive ramt af sygdommen. Patienter kan hjælpes af de moderne behandlingsmetoder. Gliomer udgør halvdelen af alle hjernetumorer med omkring 5.000 nye, diagnosticerede tilfælde hvert år. Mænd rammes oftere af sygdommen end kvinder.

Hvilke behandlingsmuligheder er der for et gliom?
De vigtige aspekter når der vælges behandling af gliomer i hjernen er patientens tilstand og tumorens placering.

De forskellige behandlingsmuligheder, der er tilgængelige, er:
1) Operation
2) Strålebehandling
3) Kemoterapi

1) Operation
Den vigtigste behandlingsmulighed, der samtidig udgør det første trin i behandlingen, er operation. Kun nogle få gliomer kan ikke opereres som følge af deres placering i hjernen.

Formålet med operativ fjernelse af gliomet er at reducere tumorens volumen så meget som muligt. Dette kan forbedre patientens livskvalitet. Maksimal fjernelse af hjernetumoren, kendt som total resektion, betyder at ledsagende behandlinger som f.eks. opfølgende kemoterapi kan være mere effektivt.

Biopsi
En biopsi er en vævsprøve. Væv, der udtages på denne måde, undersøges under et mikroskop med henblik på patologiske forandringer. Der opnås også viden om de tilstedeværende tumorcellers type og karakteristika.

Opfølgende behandling
De fleste patienter indtager kortison i tre til syv dage efter operation. Der foretages gradvis dosisreduktion, afhængigt af de kliniske og radiologiske undersøgelser.

Der gives dernæst supplerende behandling, som f.eks. strålebehandling og kemoterapi, afhængigt af resultatet af den histologiske undersøgelse.

2) Strålebehandling
Ofte er det ikke nok med en enkelt operation til at kunne fjerne en tilstrækkeligt stor mængde af tumoren uden at efterlade mikroskopisk restvæv fra tumoren. Hjernetumorer er ofte i stand til at vokse ind i det omgivende hjernevæv. Disse cellekomplekser kan ikke ses med det blotte øje, hverken før eller under operationen.

Formålet med strålebehandlingen er at forhindre, at resterende tumorceller vokser yderligere, og at eliminere synligt tumorvæv. Det er nødvendigt med en specifik strålingsdosis for at kunne opnå dette, og størrelsen af denne varierer afhængigt af tumorens type og størrelse, det omgivende normale, sunde væv, og den tilstand, som den enkelte patient har i løbet af behandlingen. Behandlingen kan være relativt langvarig og kan strække sig over adskillige uger. Behandlingens virkning og bivirkninger er stort set begrænsede til det område af kroppen, der modtager strålebehandlingen.

For at kunne være i stand til at implementere strålebehandlingen så skånsomt som muligt, gives den i næsten alle tilfælde i fraktioneret form, med andre ord gives behandlingen i små, daglige portioner af den samlede dosis. Dette forbedrer mulighederne for at beskadige tumorcellerne samtidig med at beskytte det omgivende normale og sunde væv. Det individuelle og samlede doseringsniveau samt omfanget af det bestrålede område vil afhænge af cancertypen og spredningsgraden.

3) Kemoterapi
Kemoterapeutiske agenter er lægemidler, der anvendes med det formål at dræbe cancerceller eller forhindre dem i at vokse yderligere.

Forskellige kemoterapeutiske agenter (kendt som cytostatiske lægemidler) anvendes enten selvstændigt eller i kombination, afhængigt af tumortypen.

Den strategi, der altid anvendes i kemoterapi, er at opnå den maksimale effekt på tumoren og at beskytte det sunde væv så meget som muligt.

Et antal forskellige lægemidler kan anvendes til at standse celledelingen (cytostatiske lægemidler). Der forskes i øjeblikket i mange nye substanser i et stort antal forsøg.

Cytostatika udvikler primært deres virkning i cellens nukleus, der er cellens kontrolcenter. Her beskadiger de det genetiske molekyle, DNA’et (deoxyribonukleinsyre). Dette medfører, at cellen dør eller ikke længere er i stand til at dele sig.

Præparaterne har den fordel, at de i modsætning til operation og bestråling, tillader “systemisk” behandling, dvs. en behandling, der påvirker hele kroppen. De cytostatiske lægemidler spreder sig, når de indgives som infusion, injektion eller i tabletform, via blodkredsløbet til kroppens væv og organer, og på denne måde kan de også nå frem til og destruere “skjulte” cancerceller.


Kilde: Medac Tyskland (www.medac.de)